Lejebetingelser for sæsonpladser

Velkommen på Toftum Bjerge Camping, vi håber dit/jeres ophold her vil blive tilfredsstillende. Denne skrivelse er udarbejdet for at undgå tvivl hos vores campister, og vil derfor være med til at få det bedste ud af dit/jeres ophold her.

BETALINGSBETINGELSER:
For at din bestilling af sæsonplads er bindende skal der indbetales en forudbetaling ved bestilling af pladsen. Hvis du har en plads, og ønsker samme plads efterfølgende sæson skal der betales depositum senest ved afrejse (forårssæson) eller første søndag i september. Forudbetalingen er 1000 kr, beløbet fratrækkes ved sæsonstart.

Forårs / sommer / efterårs / vinter sæsonpladser skal hele beløbet betales senest ved sæsonstart.
Ved manglende eller sen betaling forbeholder vi os ret til at leje pladsen til anden side.
Såfremt lejeren beslutter at flytte fra campingpladsen inden det aftalte tidspunkt, kan lejeren således ikke kræve nogen del af lejen tilbagebetalt. Fraflytter man pladsen før tid har vi ret til at disponerer over pladsen (og stiller en anden til rådighed ved behov).

Helårspladser har 3 forskellige muligheder: 
A – hele beløbet betales ved sæsonstart (giver 500 kr. i rabat)
B – 3 rater (oktober, marts, juni). Der skal betales minimum 2500 d. 1/10, d. 1/3 og 1/6 deles resten af det fulde beløb.
C- Månedlig rate – minimum 1000 kr. (den første i hver måned)

Uanset om man betaler det hel på en gang, betaler månedsvis eller i 3 rater, så er en helårssæson en helårssæson. Er man usikker på om man ønsker at benytte sig af pladsen i så lan en periode – så vælg en kortere sæson. En aftale gælder 365 dage også selvom opholdet afbrydes.

PLADSERNE og AFSTANDSREGLER

I henhold til brandvedtægternes 3-meters regel, skal vogn telt, også opbevaringstelt, mm. opstilles så det ikke forringer naboens opstillingsmuligheder. Hvis vogn telt eller andet er placeret nærmere end 3 m til naboen vogn/telt, skal det flyttes. Hvis noget står for tæt på skel, eller vi af myndighed bliver bedt om at rette op på brandafstand, vil telt, vogn m.m. blive flyttet også uden i er informeret.

Det er tilladt at opstille èn campingvogn, èt fortelt og evt. èt redskabstelt pr. plads. Alt, hvad der ikke placeres indenfor ovenstående, skal fjernes hver gang pladsen forlades. Flagstænger, antenner og lignende er ikke tilladt andre steder end fastmonteret på campingvognen.

Benyttes læsejl permanent, skal målene ligeledes opfyldes. Husk afstanden også gælder opbevaringstelt. Faste gulve skal være dækket af teltet. Der må ikke laves terrasser hegn eller lign. Campisten skal altid overholde Campingrådets regler. Oprydning/pasning af området omkring jeres vogn, påhviler lejeren. Hold pladsen pæn og ryddelig. Benyttes pladsen under vognen til opbevaring, skal der monteres skørter, da dette må ikke være synligt. Slå græs og kanter med rimelige mellemrum ca. hver 2.uge. (græslåmaskine står ved affaldsplads). Ved misligholdelse af dette punkt, vil campingpladsen selv påtage sig opgaven og opkræve et gebyr på 100 kr. pr. gang.

Det er ikke tilladt at bruge roundup eller anden for ukrudtsgift. Al beskæring, klipning og gravning på campingpladsen må kun foregå ved aftale med lejrchefen. Der opkræves et gebyr på minimum kr. 1000.- for genetablering, hvis der graves på enheden, eller beskæres uden at lejrchefen har givet sit samtykke.

Campingvogn og fortelt skal holdes pæne, rene og fri for alger. Pladsen rund om vognen skal ligeledes holdes pæn og rydeligt.

Uoverensstemmelser med lejrchefen, eller overtrædelse af én eller flere regler vil blive betragtet som misligholdelse af kontrakten, og lejer vil herefter omgående kunne bortvises fra pladsen. Der tilbagebetales intet af lejen hvis kontrakten bliver misligeholdt. Der kan tilkomme et gebyr for genetablering af plads mm. ved misligeholdelse af kontrakten.

PARKERING AF BILER OG KØRSEL PÅ PLADSEN:
KUN EN BIL PR. ENHED.
HVIS DER IKKE ER PLADS TIL BILEN PÅ PLADSENHEDEN, SKAL PARKERINGEN FORETAGES PÅ GÆSTEPARKERINGEN VED INDKØRSLEN.
Det er ikke tilladt at parkere bilen på en ubenyttet pladsenhed, da det er til stor gene for de turister, vi sender hen på det, som vi tror er en ledig plads.
HUSK: motion er sundt. Spar bilkørsel til toiletbygningerne og butikken (det er godt for miljøet) tag i stedet cyklen eller brug benene (det er godt for din sundhed)
Derfor skal kørsel på pladsen indskrænkes til det mest nødvendige og altid foregå i skridt tempo. MAX 10 KM/T.
Kørsel må ske mellem 7.00 – 23.00 af hensyn til dine medcampister. Bommen er lukket mellem 23.00 og 6.30 Ved alvorlig akut sygdom eller hvis der skal ambulance på pladsen, kontaktes vi på telefon +45 97861330, i højsæsonen er der overnattende “vagt” på campingpladsen.

BOPÆL:
Pladsen må gerne benyttes i hverdage, weekender samt ferie og helligdage, dog må man ikke have fast bopæl på campingpladsen, man skal have en anden registreret bopæl (folkeregisteradresse) Der er særlige regler for benyttelse af campingvognen til vintercamping, disses kan læses på hjemmesiden.

GÆSTER:
Gæster på pladsen skal melde deres ankomst i informationen, med mindre værten har gæstekort. Overnattende gæste skal ALTID melde deres ankomst. Som gæst har man adgang til hele pladsen, dog ikke brusebad (pånær de overnattende gæster).

Gæstebiler parkeres på p-pladsen lige før bommen. Skal gæsten af en eller anden årsag med ned på pladsen i bil, køres fastliggerens bil ud i stedet. Da der kun må være en bil ad gangen på hver enhed (også i yderperioderne)
Gæster skal forlade pladsen senest kl. 22.30 derefter vil gæsten betragtes som campist, og I skal betale for almindeligt overnatningsgebyr for gæsten. Det er lejerens ansvar, at deres gæster overholder campingpladsens regler. Hvis i har overnattende gæster, som ikke er indskrevet eller betalt for, vil dette blive betragtet som tyveri, samt misligeholdelse af kontrakten og dermed bortvisning af hele enheden fra pladsen. 

HUSDYR:
Hunde er velkommen, men skal være i kort line og luftes udenfor pladsen eller i hunde-indhegningen. “Sker uheldet” skal hundens efterladenskaber fjernes med det samme. Af samme grund henstiller vi til, at luftning af hunde foretages af voksne personer, og ikke af mindre børn. Lad ikke jeres hund være alene i fortelt / campingvognen / hundeindhegning – og husk at en gøende og/eller løsgående hund er til stor gene for de omkringliggende gæster.
Husk at det er din pligt at samle op efter din hund.

ELMÅLER:
Det er lejerens ansvar at kontrollere måleren jævnligt, Ved fejl på måleren, vil campingpladsen anslå et forbrug. Ved fejl kontakt omgående lejerchefen, så vi kan udbedre fejlen. Vi anbefaler, at strømkablet frakobles, ved vognen, hver gang man forlader pladsen i mere end et døgn, af hensyn til brandfare, og/eller kortslutning. Det er lejerens ansvar at kontrollere om der er strøm. Campingpladsen kan ikke stilles til ansvar for manglende strøm. De udleverede strømmålere (de gule) skal monteres i standerne.

LAVSÆSONERNE:
I lavsæsonerne kan der være begrænset åbningstider i informationen, derfor vær sød at respekter dette og tilpas dine ærinder til åbningstiderne. Ved akut behov er vi selvfølgelig altid til rådighed og behjælpelige, ring på vores hovedtelefon +45 97861330. Kiosken/caféen vil ligeså have begrænsede åbningstider. Åbningstiderne kan ses på dørene eller spørg i informationen. Der kan ligeledes være reducering af faciliteter. Eks. hoppepuder kan være slået ned, lukning af nogle toiletrum osv.

RENGØRING:
I skolesommerferien vil der være rengøring på bestemte tider. Respekter dette og brug næste bygning. I resten af sæsonen vil der ikke være tider på rengøringen, derfor henvises til næste servicebygning.

CAMPINGPLADSENS RÅDIGHED OVER PLADSERNE:
Ved træfældning, forbedring af pladsen, nyetablering eller andet har campingpladsen ret til at lave om på den enkeltes plads, dog rettes altid henvendelse først, så man har mulighed for evt. at finde en anden plads.

CONTAINERE
De opstillede containere må KUN benyttes til alm. køkkenaffald.
Flasker, øl- og sodavandsdåser og glas skal i containerne til dette formål.
ANDET AFFALD OG STORSKRALD (Grill, stole, gulvtæpper, gulve m.m) fjernes ved egen foranstaltning.

Leg og boldspil:
Campingpladsen har egen legeplads og grundejerforeningens boldbane må også benyttes . Hjælp dine børn /børnebørn med at finde de steder, hvor der må leges og spilles bold. Boldspil må ikke finde sted mellem telte og campingvogne. Hoppepuden må ikke benyttes i regnvejr og hvis den ikke er helt pustet op.

VINTEROPBEVARING/Vinter sæson
Der er mulighed for vinteropbevaring, mod betaling. Vinteropbevaring skal meddeles og betales i informationen inden sæsonafslutning. Når pladsen forlades før vinteren, skal alle løse dele fjernes. Havemøbler mm. skal samles på gulvet foran campingvognen og tildækkes med evt. en presenning, hvis man ikke har et opbevaringstelt.
Har man ikke bestilt vinteropbevaring skal pladsen ryddes ved lejemålets ophør. Pladsen skal fremstå, som ved modtagelse, dvs. græs skal være klippet og alt skal fjernes. Vil der alligevel være noget på pladsen, vil der opkræves vinter opbevaringsgebyr. Udlejer hæfter ikke for evt. efterladte ting – heller ikke campingvogne / telte. Efterladte effekter fjernes for lejers regning.

I er altid velkomne til at komme på pladsen i vinterhalvåret for at tilse vognen, men I skal holde bilen/knallert uden for pladsen også selvom bommen står åben. Vær altid opmærksom da vi arbejder på pladsen. Vinteropbevaring sker fra vintersæsonen starter frem til vintersæsonen slutter. Campingvognen kan som regel stå på samme plads som I har bestilt, der er bestemte områder af pladsen, der er godkendt til vinteropbevaring. Vi vil kontakte jer med henblik på at flytte vognen til opbevaringsområde hvis dette forlanges.

Husk alle bygninger på campingpladsen er røgfrie.
Vi kan være nødsaget til at bortvise campister, hvis regler ikke overholdes.

Vi ønsker jer et godt ophold

De bedste hilsner
Gitte og Henrik